WeBible

1 - Mennesket, født af en Kvinde, hans Liv er stakket, han mættes af Uro;

2 - han spirer som Blomsten og visner, flyr som Skyggen, staar ikke fast.

3 - Og paa ham vil du rette dit Øje, ham vil du stævne for Retten!

4 - Ja, kunde der komme en ren af en uren! Nej, end ikke een!

5 - Naar hans Dages Tal er fastsat, hans Maaneder talt hos dig, og du har sat ham en uoverskridelig Grænse,

6 - tag saa dit Øje fra ham, lad ham i Fred, at han kan nyde sin Dag som en Daglejer!

7 - Thi for et Træ er der Haab: Fældes det, skyder det atter, det fattes ej nye Skud;

8 - ældes end Roden i Jorden, dør end Stubben i Mulde:

9 - lugter det Vand, faar det nye Skud, skyder Grene som nyplantet Træ;

10 - men dør en Mand, er det ude med ham, udaander Mennesket, hvor er han da?

11 - Som Vand løber ud af Søen og Floden svinder og tørres,

12 - saa lægger Manden sig, rejser sig ikke, vaagner ikke, før Himlen forgaar, aldrig vækkes han af sin Søvn.

13 - Tag dog og gem mig i Dødens Rige, skjul mig, indtil din Vrede er ovre, sæt mig en Frist og kom mig i Hu!

14 - Om Manden dog døde for atter at leve! Da vented jeg rolig al Stridens Tid, indtil min Afløsning kom;

15 - du skulde kalde — og jeg skulde svare — længes imod dine Hænders Værk!

16 - Derimod tæller du nu mine Skridt, du tilgiver ikke min Synd,

17 - forseglet ligger min Brøde i Posen, og over min Skyld har du lukket til.

18 - Nej, ligesom Bjerget skrider og falder, som Klippen rokkes fra Grunden,

19 - som Vandet udhuler Sten og Plaskregn bortskyller Jord, saa har du udslukt Menneskets Haab.

20 - For evigt slaar du ham ned, han gaar bort, skamskænder hans Ansigt og lader ham fare.

21 - Hans Sønner hædres, han ved det ikke, de synker i Ringhed, han mærker det ikke;

22 - ikkun hans eget Kød volder Smerte, ikkun hans egen Sjæl volder Sorg.